Dødens nærhed og litteratur: Hvorfor jeg skriver

Efter en fødsel, der havde varet omkring 24 timer var min mor ved at give op. Energien og anstrengelserne var ved at tage livet af hende, men der var ingen anden vej end at forsætte.
Da jeg endelig blev født, havde jeg en hjerterytme forstyrrelse og kunne basalt set ikke trække vejret. Jeg blev givet en 50% chance for at overleve. Dog stabiliserede min vejrtrækning sig hurtigt og som du nok har gættet, så overlevede jeg.

Senere fik jeg konstateret astma. En tilstand der skulle følge mig i lang tid og påvirke mit syn på både liv og død og i sidste ende også litteratur.

Som barn var jeg oftest glad, legende og energisk, men der var også altid en underliggende angst. Jeg kunne blive nervøs og lavede historier oppe i mit hoved om forskellige konspirationer. Postbuddet kunne være en morder, der var sendt ud for at dræbe mig. Det var tanker, der som så oftest var ekstremt private. Jeg ville ikke fortælle nogen om det, da jeg var nervøs for, at der ville være fatale konsekvenser at anerkende tankerne.

Mig som barn

Men overordnet var jeg glad, elskede tegneserie helte, dyr, natur og krig. Teenage Mutant Ninja Turtles var mine favoritter og jeg legede ofte Ninja Turtles med min barndomsven. Det involverede som oftest at hoppe fra sofa til sofa til stort misbehag for vores forældre.
Derfor kom angsten i langt højere grad som et fremmedlegeme end som noget, der syntes at komme fra mig selv. På samme måde som min astma. Der var først meget senere i mit liv, at jeg kunne koble de to ting.

Men det ikke at kunne trække vejret, være usikker på om lungerne ganske enkelt ikke udvider sig igen efter sidste vejrtrækning er mildest talt angstprovokerende. Man bliver bevidst om sin krop og det at kroppens funktioner kan sætte ud og ikke bare er en konstant.

Nætterne var de værste. Vejrtrækningen blev besværet og hver eneste vejrtrækning krævede manuel anstrengelse. Når man så lå der og forsøgte at falde i søvn var man aldrig 100% sikker på at vågne op næste morgen. Nogle gange måtte vi en tur på skadestuen eller hos lægevagten, der oftest sagde, at de ikke kunne gøre så meget.

I disse nætter læste min mor oftest fantasy historier op for mig. Det kunne berolige mig, give mig noget simpelt at fokusere på. Inde i mig selv foregik, der en kamp imod astmaen. Billederne fra de oplæste historier blev til symboler på den kamp, der foregik inde i min krop. Kampen imod de onde, magi, balance og andre mytiske elementer blev livagtige, gav mig ro og gjorde det lettere for mig at sove. Angsten blev manifesteret på en måde, så jeg kunne forholde mig til den.

Jeg skabte mine egne historier. Modsat mange af de andre børns historier og lege var jeg ikke omnipotent. Faktisk var jeg oftest skrøbelig og op imod modstandere, der var mig overlegne. Jeg fandt således selv på måder, hvorpå at jeg med snilde eller andre midler fik overvundet overmagten.
Få andre børn omkring mig var på samme måde som jeg bevidste om deres skrøbelighed. Min egen skrøbelighed blev på den måde min force. Historier, der ikke involvere modstand, konflikt og det at overvinde udfordringer er ganske enkelt ikke gode historier. Avis-overskriften: ”Jeg fik kræft og så gik det over af sig selv,” er endnu ikke blevet brugt og den kommer nok heller aldrig.

Sygdom var en stor del af mine barndomsår, men kort tid inden puberteten havde jeg nogle år, hvor jeg ikke var synderligt plaget af astmaen. Dog skulle der ikke gå lang tid før jeg igen blev bevidst om min dødelighed.

Da jeg startede i 6. Klasse var jeg begyndt at interessere mig væsentligt mere for piger, men samtidig med, at jeg havde svært ved at leve op til de forventninger det andet køn havde på daværende tidspunkt. Jeg viste allerede spor dengang af at være en slags misforstået kunstner. Jeg skændtes oftest med mine lærer og de fandt mine synspunkter decideret provokerende og også tiltænkt provokerende. Jeg begyndte i denne tid at læse politisk filosofi og snakkede meget om det med mine kammerater, der ærlig talt fandt det kedeligt og sært. Det var især begrebet ”nihilisme” der fangede mig og som oftest optog mig.

Det blev ikke bedre af, at jeg begyndte at kæmpe med stærke mavekramper og en skærende smerte i højre side af maven. Ved smerterne gik jeg til læge, blev så sendt på sygehuset til observation for blindtarmsbetændelse. Det eskalerede ved December det år.

Jeg var træt. Konstant træt. Jeg sov mellem 12 og 16 timer i døgnet og havde næsten ikke kræfter til noget. Der var samtidig skyllet en stor ligegyldighed ned over mig. Jeg var basalt set ligeglad med alt. Af mad spiste jeg omkring et enkelt stykke toastbrød om dagen og var ikke rigtig sulten.

Jeg blev sygemeldt og var ikke i skole i hele December. Når det blev aften og kvalmen og smerterne havde fortaget sig, så havde jeg det egentlig okay. For om aftenen ved lyset fra en lille natlampe lå jeg og læste Harry Potter. Dybt, dybt inde i den verden drømte jeg mig væk. Jeg læste de tre første bøger på de tre første uger af December.

I en tid, hvor mit begyndende liv som teenager på ingen måde var ideelt, hvor jeg var enormt lidt engageret i mit eget liv, var jeg interesseret og engageret i Harry Potters. Nogle ville kalde det eskapisme, men personligt vil jeg hellere huske på, hvor fantastisk det er, at man trods en hård tilværelse kan nyde livet igennem litteraturen. Dette på en anden måde end film og andre medier kan gøre det.

Hvad der egentlig var galt med mig fandt vi aldrig ud af. Jeg havde betændelse, sår i tarmene og havde tabt mere end 20% af min kropsvægt. Jeg fik diagnosen Morbus Crohn, men efter sygdommen år efter næsten mirakuløst fortog sig trak de diagnosen tilbage.

Men selvom min mave havde bedret sig var jeg stadig påvirket af sygdom. Nihilsmen havde taget fat i mig og jeg begyndte at kæmpe med depression.

Da jeg begyndte på gymnasiet og ikke rigtig slog til der begyndte dårlige tanker at fylde min hverdag. Tanker om at være mindre værd en andre, at livet ikke gav mening, at jeg aldrig ville kunne passe ind, at min intelligens aldrig ville blive anerkendt.

Depressionen gjorde, at jeg kun kunne relatere til få mennesker. Derfor havde jeg en lille gruppe af tætte venner, der oftest også var kunstnerisk interesseret og en slags provins avant garde, der gjorde sig upopulære hos de etablerede eliter. Blandt os var der en stemning af destruktion og vi drak og røg som svin og teede os. Jeg virkede lykkelig midt i hedonismen, men i virkeligheden følte jeg mig sjæleligt fortabt.

Weltsmertz

I litteraturen fandt jeg dog igen en mulighed for at føle fællesskab med nogen. Hos Hans Scherfig nød jeg latterliggørelsen af samfundsinstitutionerne, følte sympati med karakterene i Frans Kafkas værker, dyrkede dybden af Dostojevskijs lidende karakterer.

Men det var ikke nok. I mit hoved kom der konstant historier inspireret af ovenstående forfattere, der tog sted. Jeg fortalte mine venner om dem, men uden at de fattede den store interesse. Historierne foregik i provinsen. Midt i intetheden, hvor folk forsøgte at fastholde meningen med livet i en suppedas af meningsløshed. Nogle ville kalde det et slags kald, men for mig var det mere en tvang. Jeg følte mig nød til at skrive. På et halvt år skrev jeg en halv roman og et halvt dusin noveller samt en masse historier, der ikke rigtig kunne kaldes noveller, men var en mellemting mellem digte, uorganiserede stråtanker og noveller.

Siden er tvangen blevet til en vane og jeg skriver med mindre terapeutisk øjemed. Jeg nyder det stadig og nyder tanken om, at bare et andet menneske kan bruge min skrivning som jeg brugte andres gør, at jeg føler mening med skrivningen. Jeg ved ikke om jeg endnu har skrevet en historie, der kan inspirere på den måde, men jeg bliver ved et godt stykke tid endnu ligegyldig, hvor lidt eller meget succes jeg måtte få.