Det psykotiske skal dyrkes, men tag dig i akt!

Det er min tredje gange nede i et dybt hul. En af den slags huller som hovedpersoner i Film Noir film starter i. Et hul, der er resultat af den slags mentale rådenskab, der gør det umuligt at leve et normalt liv eller spø
rge ens kollega, hvordan det går med deres puddelhund eller barnebarn.

Et depressivt ekko-kammer, hvor kun de negative tanker giver genlyd og hvor alt det positive dør hen. Det er den slags perioder, hvor vi der har prøvet at være her, vågner og håber på at falde tilbage i søvn hurtigst muligt. Den eksistentielle sump, hvor livet synes evindeligt hårdt og ligegyldigt på en og samme tid.

Den første gang jeg faldt i hullet boede jeg i en lejlighed på Islands Brygge. Det var et slags helvede af en lejlighed, hvor jeg om morgenen ofte skyllede anti-depressiverne ned med 7/11 Whiskey fra dagen før. Jeg vågnede omtrent kl. 16.00 hver dag og derfra satte jeg mig til at se tunge film med ubehagelige slutninger: Blue Velvet, Psycho, Taxi Driver, Memento, On the Waterfront og en lang række forstyrrede smalle franske film, der gjorde mine venner utilpasse.

Disse film blev selvfølgelig afvekslet af tvs svar på fast food med serier som Scrubs, Family Guy og alt muligt andet bras.

Anden gang var jeg mere eller mindre hjemløs, men boede på en vens sofa. Vennen læste til eksamen og vi sad om natten og så film sammen. Denne gang var der en afveksling mellem Scorsese og andre store instruktører og så hjernedøde actionfilm.

I dag er jeg 28 og lever en væsentlig mere ensom tilværelse. Venner og bekendte er begyndt at spytte børn ud eller være i et karrierespor, der optager dem ligesÃ¥ meget som min sofa gør, sÃ¥ ensomheden har gjort sit indtog i mit liv.’ Denne gang valgte jeg ikke at dyrke det syge. Ikke at se Travis Bickle gøre tegn til, at han ville blæse hovedet af sig selv og for alt i verden ikke høre Marlon Brando beskrive livet med en metafor om en snegl, der kravler ned af bladet pÃ¥ en kniv.

Jeg har set utallige romantiske komedier, tv-serier og alt muligt ligegyldigt tv, der har fordrevet min tid. Jeg har skuet efter min DVD samling, hvor 8½ ligesom har stået ud sammen med Solaris og Farven Lilla, men jeg har ladet dem stå.

I dag satte jeg mig så for at se et interview med Paul Schrader, der er manuskriptforfatteren bag Taxi Driver. Jeg så interviewet fordi jeg kunne huske, at han selv boede i en bil, imens han skrev netop dette manuskript og drev hvileløst rundt i verden. Siden var han blevet en stor og anerkendt manuskriptforfatter og det var netop sådan en historie jeg havde brug for til at styrke mit selvværd en smule.

I interviewet siger Shrader så, at han anser Taxi Driver for en god mulighed for folk, der befandt sig i en narcissistisk og selvoptaget psykose. At filmen kunne være en vej ud. Det slog mig.

Længe havde jeg frygtet at gå ind i min psykose og dyrke den som jeg tidligere havde gjort. Men jeg forstod nu, at det modsatte heller ikke var vejen frem. Det er ensomt nok i forvejen at være psykisk syg, men som med hovedpersonen i Film Noir, så kan en Femme fatale bygge bro til ensomheden. Hovedpersonen kan igennem et medium tage på en rejse. Denne rejse er ikke rar, men det er en vej til at forstå tingene bedre med mulighed for udvikling.

Med andre ord havde jeg i frygt for nedturs-romantik og narcisistisk selv-medlidenhed valgt ikke at gå ind i netop de værker, der kunne bygge bro mellem mine problemer og verden.

Den ekstreme selvdyrkelse er selvfølgelig ikke vejen frem, men en komplet abstinens fra dyrkelsen vil også betyde, at man ikke får påbegyndt vigtige indre rejser.

I morgen er det tid til at se Taxi Driver igen.