Integrations-debatten: Danskerne er i gang med at bilde sig selv ind, at det er ved at dø af en influenza!

Integration og immigration har givet anledning til problemer, uden tvivl. Jeg har selv været vidne til den forfærdelige “perker-kultur”, der opstod i 90’erne. Hvis jeg skal være ærlig, var jeg også mere end et vidne. Som jeg husker det, så var vi godt og vel alle sammen mindst småkriminelle, tævede hinanden på kryds og tværs, og hvis der var nogle, der ikke viste os den fornødne respekt, så kunne de hurtigt få på munden. Ret idiotisk, I know, men som titlen til min roman ”Provins-Perker” indikerer, havde vi taget det værste fra provins-kulturen og fra Balkan, tyrkisk og arabisk æreskultur og mixed det sammen til en gang pladder med en overture af 2pac

Men i dag er vi alle sammen lud-borgerlige. En af de hårdeste perkere, som jeg så det den gang, er i dag blevet landmåler. Han gik aldrig bande-vejen, men stod altid op for sig selv og stod også op for os. Da vi gik i 6. klasse var der startet en bande, der hed “FP” – det stod for “Fuck Perkere”. De klippede sig skaldet alle sammen (en af dem var selv perker) og ventede tit på os, når vi gik hjem imod det sociale bolig byggeri, vi kom fra. Den føromtalte perker fik sat en stopper for gruppen, på trods af, at de var ældre end os. Vi aftalte et sted for slåskampen, og så endte det meget hurtigt, da han ikke tøvede og satte en velplaceret knytnæve i ansigtet på repræsentanten fra “Fuck Perkere” – Han havde også erfaring hjemmefra.  Med andre ord, hans far tævede ham for et godt ord.
I bund og grund er pointen, at tingene ændrer sig.

Et billede, der viser Irerer som gorillaer

Historisk set har samtlige store indvandringsbølger skabt problemer. En af de særeste indvandringsbølger og dens dertilhørende historie er indtræden af store grupper af katolikker i det amerikanske samfund. Da irerne kom til USA i perioden 1850-1920, begyndte protestanterne især i de nordlige stater at gøre oprør.

Filmen Gangs of New York har et historisk forlæg. Der begyndte at danne sig bander af anglo-saxiske “oprindelige” og bander af irere. Banderne var dog integreret i samfundet på den måde, at de udførte handlinger for politikere.

Når der skulle stemmes, stillede de sig op nær stemmeurnerne og skræmte folk til at stemme på de “rigtige”.

Hadet til irerne kom sig i høj grad af, at de fleste protestantiske indbyggere i USA havde et tilhørsforhold til England, der havde været i opslidende krige med Irland. Men på et helt materialistisk plan, var der også kamp om jobs og vigtige politiske stillinger.

Mange intellektuelle og debattører begyndte at teoretisere over, at katolikkerne og protestanter var inkompatible ideologier og livssyn. Altså meget lig retorikken i Danmark, hvor det synes at kunne beskrives som en “umulighed” at skabe sammenhængsgrundlag mellem muslimer og danskere.

Realiteten blev, at irere i høj grad blev nægtet jobs, og udtrykket “Irish no need to apply” begyndte at vinde frem. Derfor begyndte irerne naturligt nok, at stå mere sammen, holde fast i traditioner og se sig selv som undertrykte. Samtidig opstod der en volds-kultur, da man følte det nødvendigt at forsvare sig imod bander. I dag kan man stadig se elementer af dette fænomen i den overrepræsentation af amerikansk-irere, der er boksere. Folk som også blev helte for de irske immigranter.

I et kuriøst historisk twist var der samtidig med de irske immigranter også en stor tilstrømning af arabiske immigranter i USA. Men man følte sig faktisk mere lig dem i værtslandet, da man definerede arabere som “hvide”. På den måde gik man mere op i skellet mellem katolik og protestant end araber/muslim – kristen. Araberne havde derfor også forholdsvist nemt ved at integrere sig i USA, og efterkommere af immigranter fra den tid sidder oftest også i høje stillinger og klarer sig langt bedre end eksempelvis latinoer og sorte, gør det.

Vi forestiller os oftest, at diskriminationen af irere og senere italianere var noget, der hørte det 19. århundrede til. Dog fortsatte denne slags praksis med at afholde dem fra jobs langt op i det 20. århundrede. Mange påpeger, at bølgen vendte efter 2. Verdenskrig. Men alligevel var der en hemmelig og uudtalt praksis til op i 60’erne, der afholdt katolikker fra at få offentlige stillinger. Slet ikke lige så voldsomt som tidligere dog. I filmen “The Good Shephard” påpeger De Niros karakter også, i tråd med dette, hvordan han, som katolik i CIA, var en undtagelse.

Man skulle have troet, at amerikanerne havde lært af deres erfaringer med irerne, men de gentog præcis de samme fænomener, da store grupper af italienere kom til landet. Man brugte dem som billig arbejdskraft og afholdt dem fra reelt at blive en del af samfundet. Konsekvenserne var hårde, og i mange år var USA hærget af en ekstrem voldsbølge under mafiaens mere eller mindre overtagelse af USA. En voldsbølge, der på ingen måde kan sammenlignes med den, der ses blandt danskere med muslimsk baggrund. Hvis nogen skulle være i tvivl, så var det væsentligt mere voldsomt under mafiaen i de amerikanske forbudsdage, end noget vi nogensinde har set mage til i Danmark.

Mekanismerne var de samme. Bundet af kun at kunne få slave-lignende jobs, startede man “La Cosa Nostra” eller “Vores ting”, der siden er kendt som “mafiaen”. Politiet var sekterisk af natur i USA, så når der blandt de italienske immigranter foregik tyveri, mord eller lignende, blev de ofte mødt med hovedrysten fra ordensmagten. Derfor skabte man egne ordensmagter. En proces der gentog sig i Los Angeles i 1960’erne, hvor sorte flygtninge fra Sydstaternes vold tog nord på. De kendte bander “Crips” og “Bloods” startede som netværk, der beskyttede lokalområdet fra både sorte ballademagere og hvide, der af racisme terroriserede deres nabolag.

I 1950’er og 1960’erne havde de italienske bander nået så stor magt i samfundet, at selveste J. Edgar Hoover, lederen af FBI, benægtede, at der fandtes en “mafia”. Travlt optaget med i stedet at kortlægge amerikanske kommunisters gøren og laden, vendte han det blinde øje til og op til The Dapper Don John Gotti endelig blev knaldet i 1992 var mafiaen og dens vold et enormt samfunds problem.

Historien viser sit tydelig spor. Immigrationsbølger leder ofte til problemer i værtslandet. De samme processer sker igen og igen. Værtslandets indbyggere starter med at opfatte konflikten som et evigtgældende paradigme, der ikke kan løses. De modarbejder integrationen og begynder at definere sig i relation til de nyankommne.

De nyankommne kæmper med at finde stade i ,og man begynder at danne “parallel samfund” ud fra meget forstålige omstændigheder som, at man har svært ved at finde et job. På den måde skaber man interne regler i den nye kultur. Regler om tavshed i forhold til autoriteter, og man skaber ofte en grå økonomi. En økonomi, hvor der er en vis del legale handler og en anden del kriminelle handler som med pizzarier, der lever af sort arbejdskraft.

I Danmark betyder det, at man eksempelvis kan se en forholdsvis udbredt tendens blandt første generations indvandrer til at tage et underbetalt job til 50 kr. sort, imens at man eksempelvis er på overførselsindkomster. Det ses oftest som “okay”, fordi man fastholder fælleskabet og stoler på hinanden internt i gruppen. Det kan virke utrolig usympatisk.

I Danmark viser statistiker, at man som person med udenlandskklingende navn skal søge 50% flere stillinger for at få et job end, hvis man har et dansk navn. (Personer med samme kvalifikationer og forudsætninger) – Noget der kan betyde, at det kan føles umuligt at få et job, når der allerede i dag er rift om job i Danmark.

Konkret i Danmark ses også en retorik, der beskriver integrationen af immigranter med muslimsk baggrund som en umulig opgave. Debat-sektion efter debat-sektion maler billeder af kulturkamp og beskriver en slags “evig-muslim” – Muslimer beskrives med karakteristika, der er inkompatible med det danske samfund.

En retorik, der er svær at finde evidens for i samfundsvidenskaben.

Samfundsvidenskaben beskriver en gradvis proces, der til sidst gør at skellet mellem indvandrere og værtslandets indbyggere i sidste ende er mere eller mindre udvisket ud fra statistiske begreber.

Personligt kan jeg selv se processen. Min onkels børnebørn er født af to dansk-marokkanere, der begge har et arbejde. For dem og deres klassekammerater er der ikke noget mærkeligt ,i at der findes en mørk dreng/pige i klassen. Det betyder også, at deres opvækst på meget få parametre er anerledes end deres danske jævnaldrende.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi bare kan sætte os tilbage og vente. Der er en langt række KONKRETE problemer, er skal løses.

– Ikke voldelig konflikt-håndtering blandt unge mænd
– Manglende fælleskabs-følelse i forhold til statens midler (mindre socialt bedrageri)
– Demokratisk sindelag der viser en ufravigelig respekt overfor eksempelvis homoseksuelle
– Radikalisering og terror
– Accept af de grundlæggende principper for at multikulturalisme skal virke, herunder at man respekterer individets valg af identitet og eventuelt ønske om at forlade religion/identiteten.

Især i forhold til kriminalitet og terror bør man tage ved lære. Den italienske mafia blev eksempelvis knægtet af en italiensk-amerikaner; Rudy Giuliani. Netop det gjorde, at det sejlivede narrativ om, at italienere “bare” var misforståede af ordensmagten, faldt gevaldigt til jorden. Samtidig havde Rudy Giuliani også unik viden omkring italiensk-amerikanere og mafiaens integration ind i normale menneskers liv.

Dette har været en strategi, der har været nedfældet siden romer-tiden, og hvordan det kan være, at dansk politi, efterretningstjenester og lignende ikke har sat alt ind for at få repræsentanter fra “indvandrerne” er meget et under.
Så ja, integrationen skaber problemer og udfordringer, men det danske samfund går altså ikke under.

Hvis man dog reelt synes, at succes kriteriet er, at man ikke længere kan få falafel, og at ingen kvinder går med tørklæde, så kan man vist lige så godt indse, at man har tabt noget så gevaldigt.

I lyder lidt som om, I er ved at dø af en influenza, der som så meget andet, nok skal gå over.