Integrations-debatten: Danskerne er i gang med at bilde sig selv ind, at det er ved at dø af en influenza!

Integration og immigration har givet anledning til problemer, uden tvivl. Jeg har selv været vidne til den forfærdelige “perker-kultur”, der opstod i 90’erne. Hvis jeg skal være ærlig, var jeg også mere end et vidne. Som jeg husker det, så var vi godt og vel alle sammen mindst småkriminelle, tævede hinanden på kryds og tværs, og hvis der var nogle, der ikke viste os den fornødne respekt, så kunne de hurtigt få på munden. Ret idiotisk, I know, men som titlen til min roman ”Provins-Perker” indikerer, havde vi taget det værste fra provins-kulturen og fra Balkan, tyrkisk og arabisk æreskultur og mixed det sammen til en gang pladder med en overture af 2pac

Men i dag er vi alle sammen lud-borgerlige. En af de hårdeste perkere, som jeg så det den gang, er i dag blevet landmåler. Han gik aldrig bande-vejen, men stod altid op for sig selv og stod også op for os. Da vi gik i 6. klasse var der startet en bande, der hed “FP” – det stod for “Fuck Perkere”. De klippede sig skaldet alle sammen (en af dem var selv perker) og ventede tit på os, når vi gik hjem imod det sociale bolig byggeri, vi kom fra. Den føromtalte perker fik sat en stopper for gruppen, på trods af, at de var ældre end os. Vi aftalte et sted for slåskampen, og så endte det meget hurtigt, da han ikke tøvede og satte en velplaceret knytnæve i ansigtet på repræsentanten fra “Fuck Perkere” – Han havde også erfaring hjemmefra.  Med andre ord, hans far tævede ham for et godt ord.
I bund og grund er pointen, at tingene ændrer sig.

Et billede, der viser Irerer som gorillaer

Historisk set har samtlige store indvandringsbølger skabt problemer. En af de særeste indvandringsbølger og dens dertilhørende historie er indtræden af store grupper af katolikker i det amerikanske samfund. Da irerne kom til USA i perioden 1850-1920, begyndte protestanterne især i de nordlige stater at gøre oprør.

Filmen Gangs of New York har et historisk forlæg. Der begyndte at danne sig bander af anglo-saxiske “oprindelige” og bander af irere. Banderne var dog integreret i samfundet på den måde, at de udførte handlinger for politikere.

Når der skulle stemmes, stillede de sig op nær stemmeurnerne og skræmte folk til at stemme på de “rigtige”.

Hadet til irerne kom sig i høj grad af, at de fleste protestantiske indbyggere i USA havde et tilhørsforhold til England, der havde været i opslidende krige med Irland. Men på et helt materialistisk plan, var der også kamp om jobs og vigtige politiske stillinger.

Mange intellektuelle og debattører begyndte at teoretisere over, at katolikkerne og protestanter var inkompatible ideologier og livssyn. Altså meget lig retorikken i Danmark, hvor det synes at kunne beskrives som en “umulighed” at skabe sammenhængsgrundlag mellem muslimer og danskere.

Realiteten blev, at irere i høj grad blev nægtet jobs, og udtrykket “Irish no need to apply” begyndte at vinde frem. Derfor begyndte irerne naturligt nok, at stå mere sammen, holde fast i traditioner og se sig selv som undertrykte. Samtidig opstod der en volds-kultur, da man følte det nødvendigt at forsvare sig imod bander. I dag kan man stadig se elementer af dette fænomen i den overrepræsentation af amerikansk-irere, der er boksere. Folk som også blev helte for de irske immigranter.

I et kuriøst historisk twist var der samtidig med de irske immigranter også en stor tilstrømning af arabiske immigranter i USA. Men man følte sig faktisk mere lig dem i værtslandet, da man definerede arabere som “hvide”. På den måde gik man mere op i skellet mellem katolik og protestant end araber/muslim – kristen. Araberne havde derfor også forholdsvist nemt ved at integrere sig i USA, og efterkommere af immigranter fra den tid sidder oftest også i høje stillinger og klarer sig langt bedre end eksempelvis latinoer og sorte, gør det.

Vi forestiller os oftest, at diskriminationen af irere og senere italianere var noget, der hørte det 19. århundrede til. Dog fortsatte denne slags praksis med at afholde dem fra jobs langt op i det 20. århundrede. Mange påpeger, at bølgen vendte efter 2. Verdenskrig. Men alligevel var der en hemmelig og uudtalt praksis til op i 60’erne, der afholdt katolikker fra at få offentlige stillinger. Slet ikke lige så voldsomt som tidligere dog. I filmen “The Good Shephard” påpeger De Niros karakter også, i tråd med dette, hvordan han, som katolik i CIA, var en undtagelse.

Man skulle have troet, at amerikanerne havde lært af deres erfaringer med irerne, men de gentog præcis de samme fænomener, da store grupper af italienere kom til landet. Man brugte dem som billig arbejdskraft og afholdt dem fra reelt at blive en del af samfundet. Konsekvenserne var hårde, og i mange år var USA hærget af en ekstrem voldsbølge under mafiaens mere eller mindre overtagelse af USA. En voldsbølge, der på ingen måde kan sammenlignes med den, der ses blandt danskere med muslimsk baggrund. Hvis nogen skulle være i tvivl, så var det væsentligt mere voldsomt under mafiaen i de amerikanske forbudsdage, end noget vi nogensinde har set mage til i Danmark.

Mekanismerne var de samme. Bundet af kun at kunne få slave-lignende jobs, startede man “La Cosa Nostra” eller “Vores ting”, der siden er kendt som “mafiaen”. Politiet var sekterisk af natur i USA, så når der blandt de italienske immigranter foregik tyveri, mord eller lignende, blev de ofte mødt med hovedrysten fra ordensmagten. Derfor skabte man egne ordensmagter. En proces der gentog sig i Los Angeles i 1960’erne, hvor sorte flygtninge fra Sydstaternes vold tog nord på. De kendte bander “Crips” og “Bloods” startede som netværk, der beskyttede lokalområdet fra både sorte ballademagere og hvide, der af racisme terroriserede deres nabolag.

I 1950’er og 1960’erne havde de italienske bander nået så stor magt i samfundet, at selveste J. Edgar Hoover, lederen af FBI, benægtede, at der fandtes en “mafia”. Travlt optaget med i stedet at kortlægge amerikanske kommunisters gøren og laden, vendte han det blinde øje til og op til The Dapper Don John Gotti endelig blev knaldet i 1992 var mafiaen og dens vold et enormt samfunds problem.

Historien viser sit tydelig spor. Immigrationsbølger leder ofte til problemer i værtslandet. De samme processer sker igen og igen. Værtslandets indbyggere starter med at opfatte konflikten som et evigtgældende paradigme, der ikke kan løses. De modarbejder integrationen og begynder at definere sig i relation til de nyankommne.

De nyankommne kæmper med at finde stade i ,og man begynder at danne “parallel samfund” ud fra meget forstålige omstændigheder som, at man har svært ved at finde et job. På den måde skaber man interne regler i den nye kultur. Regler om tavshed i forhold til autoriteter, og man skaber ofte en grå økonomi. En økonomi, hvor der er en vis del legale handler og en anden del kriminelle handler som med pizzarier, der lever af sort arbejdskraft.

I Danmark betyder det, at man eksempelvis kan se en forholdsvis udbredt tendens blandt første generations indvandrer til at tage et underbetalt job til 50 kr. sort, imens at man eksempelvis er på overførselsindkomster. Det ses oftest som “okay”, fordi man fastholder fælleskabet og stoler på hinanden internt i gruppen. Det kan virke utrolig usympatisk.

I Danmark viser statistiker, at man som person med udenlandskklingende navn skal søge 50% flere stillinger for at få et job end, hvis man har et dansk navn. (Personer med samme kvalifikationer og forudsætninger) – Noget der kan betyde, at det kan føles umuligt at få et job, når der allerede i dag er rift om job i Danmark.

Konkret i Danmark ses også en retorik, der beskriver integrationen af immigranter med muslimsk baggrund som en umulig opgave. Debat-sektion efter debat-sektion maler billeder af kulturkamp og beskriver en slags “evig-muslim” – Muslimer beskrives med karakteristika, der er inkompatible med det danske samfund.

En retorik, der er svær at finde evidens for i samfundsvidenskaben.

Samfundsvidenskaben beskriver en gradvis proces, der til sidst gør at skellet mellem indvandrere og værtslandets indbyggere i sidste ende er mere eller mindre udvisket ud fra statistiske begreber.

Personligt kan jeg selv se processen. Min onkels børnebørn er født af to dansk-marokkanere, der begge har et arbejde. For dem og deres klassekammerater er der ikke noget mærkeligt ,i at der findes en mørk dreng/pige i klassen. Det betyder også, at deres opvækst på meget få parametre er anerledes end deres danske jævnaldrende.
Det betyder selvfølgelig ikke, at vi bare kan sætte os tilbage og vente. Der er en langt række KONKRETE problemer, er skal løses.

– Ikke voldelig konflikt-håndtering blandt unge mænd
– Manglende fælleskabs-følelse i forhold til statens midler (mindre socialt bedrageri)
– Demokratisk sindelag der viser en ufravigelig respekt overfor eksempelvis homoseksuelle
– Radikalisering og terror
– Accept af de grundlæggende principper for at multikulturalisme skal virke, herunder at man respekterer individets valg af identitet og eventuelt ønske om at forlade religion/identiteten.

Især i forhold til kriminalitet og terror bør man tage ved lære. Den italienske mafia blev eksempelvis knægtet af en italiensk-amerikaner; Rudy Giuliani. Netop det gjorde, at det sejlivede narrativ om, at italienere “bare” var misforståede af ordensmagten, faldt gevaldigt til jorden. Samtidig havde Rudy Giuliani også unik viden omkring italiensk-amerikanere og mafiaens integration ind i normale menneskers liv.

Dette har været en strategi, der har været nedfældet siden romer-tiden, og hvordan det kan være, at dansk politi, efterretningstjenester og lignende ikke har sat alt ind for at få repræsentanter fra “indvandrerne” er meget et under.
Så ja, integrationen skaber problemer og udfordringer, men det danske samfund går altså ikke under.

Hvis man dog reelt synes, at succes kriteriet er, at man ikke længere kan få falafel, og at ingen kvinder går med tørklæde, så kan man vist lige så godt indse, at man har tabt noget så gevaldigt.

I lyder lidt som om, I er ved at dø af en influenza, der som så meget andet, nok skal gå over.

Det psykotiske skal dyrkes, men tag dig i akt!

Det er min tredje gange nede i et dybt hul. En af den slags huller som hovedpersoner i Film Noir film starter i. Et hul, der er resultat af den slags mentale rådenskab, der gør det umuligt at leve et normalt liv eller spø
rge ens kollega, hvordan det går med deres puddelhund eller barnebarn.

Et depressivt ekko-kammer, hvor kun de negative tanker giver genlyd og hvor alt det positive dør hen. Det er den slags perioder, hvor vi der har prøvet at være her, vågner og håber på at falde tilbage i søvn hurtigst muligt. Den eksistentielle sump, hvor livet synes evindeligt hårdt og ligegyldigt på en og samme tid.

Den første gang jeg faldt i hullet boede jeg i en lejlighed på Islands Brygge. Det var et slags helvede af en lejlighed, hvor jeg om morgenen ofte skyllede anti-depressiverne ned med 7/11 Whiskey fra dagen før. Jeg vågnede omtrent kl. 16.00 hver dag og derfra satte jeg mig til at se tunge film med ubehagelige slutninger: Blue Velvet, Psycho, Taxi Driver, Memento, On the Waterfront og en lang række forstyrrede smalle franske film, der gjorde mine venner utilpasse.

Disse film blev selvfølgelig afvekslet af tvs svar på fast food med serier som Scrubs, Family Guy og alt muligt andet bras.

Anden gang var jeg mere eller mindre hjemløs, men boede på en vens sofa. Vennen læste til eksamen og vi sad om natten og så film sammen. Denne gang var der en afveksling mellem Scorsese og andre store instruktører og så hjernedøde actionfilm.

I dag er jeg 28 og lever en væsentlig mere ensom tilværelse. Venner og bekendte er begyndt at spytte børn ud eller være i et karrierespor, der optager dem ligesÃ¥ meget som min sofa gør, sÃ¥ ensomheden har gjort sit indtog i mit liv.’ Denne gang valgte jeg ikke at dyrke det syge. Ikke at se Travis Bickle gøre tegn til, at han ville blæse hovedet af sig selv og for alt i verden ikke høre Marlon Brando beskrive livet med en metafor om en snegl, der kravler ned af bladet pÃ¥ en kniv.

Jeg har set utallige romantiske komedier, tv-serier og alt muligt ligegyldigt tv, der har fordrevet min tid. Jeg har skuet efter min DVD samling, hvor 8½ ligesom har stået ud sammen med Solaris og Farven Lilla, men jeg har ladet dem stå.

I dag satte jeg mig så for at se et interview med Paul Schrader, der er manuskriptforfatteren bag Taxi Driver. Jeg så interviewet fordi jeg kunne huske, at han selv boede i en bil, imens han skrev netop dette manuskript og drev hvileløst rundt i verden. Siden var han blevet en stor og anerkendt manuskriptforfatter og det var netop sådan en historie jeg havde brug for til at styrke mit selvværd en smule.

I interviewet siger Shrader så, at han anser Taxi Driver for en god mulighed for folk, der befandt sig i en narcissistisk og selvoptaget psykose. At filmen kunne være en vej ud. Det slog mig.

Længe havde jeg frygtet at gå ind i min psykose og dyrke den som jeg tidligere havde gjort. Men jeg forstod nu, at det modsatte heller ikke var vejen frem. Det er ensomt nok i forvejen at være psykisk syg, men som med hovedpersonen i Film Noir, så kan en Femme fatale bygge bro til ensomheden. Hovedpersonen kan igennem et medium tage på en rejse. Denne rejse er ikke rar, men det er en vej til at forstå tingene bedre med mulighed for udvikling.

Med andre ord havde jeg i frygt for nedturs-romantik og narcisistisk selv-medlidenhed valgt ikke at gå ind i netop de værker, der kunne bygge bro mellem mine problemer og verden.

Den ekstreme selvdyrkelse er selvfølgelig ikke vejen frem, men en komplet abstinens fra dyrkelsen vil også betyde, at man ikke får påbegyndt vigtige indre rejser.

I morgen er det tid til at se Taxi Driver igen.

Kriminalitets bekæmpelse i Næstved: Hvorfor jeg anklager byens politikere!

Næstveds problemer med bandekriminalitet er igen på den nationale dagsorden med bl.a. en artikel i Ekstra-Bladet, hvor byrådsmedlem, Thomas Palmskov, siger, at Rockerne skal chikaneres ud af Næstved.

(Jeg kunne ikke lige finde det rigtige tidspunkt at gøre opmærksom på det, men billedet er lidt en joke) Gangster

Som de fleste af de læsere jeg har ved, så beskæftiger jeg mig oftest med kriminalitet i provinsen. Hvorfor? Fordi det har været en integreret del af min virkelighed som ung. Det har i virkeligheden nok været en integreret del af næsten alle unge mennesker, der er vokset op i Næstveds liv. Man har aldrig været synderligt langt fra folk, der har begivet sig ud på en kriminel løbebane enten fordi de har manglet penge, har kedet sig eller følt trang til et sted, hvor autoriteten er tydelig.

Folk i Næstved har oftest været plaget af slagsmål i byen, kraftig tilstedeværelse af politi ved ungdomsfester, masseslagsmål og organiseret narkohandel af kriminelle bander på offentlige steder. Det er der ikke noget nyt i og man slipper nok aldrig for det, men i sidste ende så føler jeg, at en by som Næstved er meget mere plaget af det end andre byer og hvorfor så det?

Folk i Næstved har igennem gymnasietiden oftest ikke andre ting i hovedet end, at de ønsker at komme væk fra byen. Langt de fleste vil væk fra et sted, hvor man føler, at der er alt for lavt til loftet og hvor den bondske jantelov har rigtig godt fat, men det er nu engang underligt. For Næstved har produceret en lang række kunstnere, musikere og forfattere (undertegnede selvfølgelig), men alligevel blomstre alle disse mennesker oftest når de er flyttet væk fra byen.

Og det er der grund til. For vi har haft byrÃ¥d efter byrÃ¥d, der har satset pÃ¥ den etablerede “høj”kultur og de har pÃ¥ ingen mÃ¥de mødt de unge i øjenhøjde. Der er blevet investeret millioner og atter millioner af Næstveds penge i kulturhuse, multihaller og alskins etableret kultur, imens at der er blevet skÃ¥ret i de projekter, der var skabt og dyrket af de unge selv.

Det er lukrativt at være højtstående bander i Næstved for dem, fordi de bliver efterladt en stor gruppe unge, der står klar til at sælge hash for 50 Kr. i timen og risikere vold, død og lange fængselsstraffe på at få den respekt de bilder sig ind de har, når de leger gangstere. Det er forsømte mennesker, der burde tages hånd om.

I stedet spiller vores politikere det gode gamle ”tough on crime” kort og lader som om, at de kan være rigtig hårde ved børn og unge, der muligvis bare trænger til at blive taget seriøst af nogle voksne, men det løser selvfølgelig ikke problemet.

Når de råber højt i medierne og lokalradioerne, så glemmer de, at det er naboens søn det handler om og ikke kun de hårdkogte kriminelle.

Lad mig fortælle et par historier bare fra mit eget netværk: Der var ”Jens” (navnet er selvfølgelig opdigtet), der gik igennem en personlig krise, da han kom pÃ¥ gymnasiet. Han kendte nogle rockere, der gerne sÃ¥, at han kom med for han var en stor og atletisk fyr. Rockerne var rigtig gode til at finde Jens og han blev desværre involveret i at sælge hÃ¥rd narko i Næstveds byliv fordi, at det var noget at lave, noget der gav mening til hans tilværelse, da han ikke kunne se meningen med skolen. Jens kom fra et godt hjem. SÃ¥ var der “Jimmy”, der havde haft problemer med identiteten, da han var et blandet barn. Han var egentlig god i skolen, men begyndte at synes det var væsentligt sjovere at gÃ¥ rundt i byen og slÃ¥s. Han var god til det, trænede hÃ¥rdt og det blev der lagt mærke til hos en af banderne. Jimmy blev derfor stikirenddreng og det tog ham lang tid at komme ud af det og han den dag i dag stadig lidt bange for nogle af hans tidligere “kammerater”

Og jeg har enormt mange flere historier om de børn og unge, der af hver deres grund er forfaldet til en tilværelse, hvor kriminalitet er blevet omdrejningspunktet. En tilværelse, der ofte giver angst og ar på både krop og sjæl.

Det er ikke sådan, at ungdomskultur er en garanti for, at der ikke kommer kriminelle, men det giver alligevel muligheden for dem, der måske ikke lige kan overskue skolen og har lidt svært ved det. Mange af dem, der var i risikogruppen for at forfalde til den kriminelle livsstil kunne lokkes med når det galt projekter som lydstudie, koncerter, skate haller, video projekter og meget andet.

Men i har ødelagt alt det, der var. I har lukket ungdomsklub efter ungdomsklub og skåret i støtten til projekterne, der satte de unge i fokus. Rigtig mange lokalpolitikere har i den grad svigtet byens unge og det er på tide at vi siger stop og at nogen sætter fokus på de unge igen!

Det virker dog som om, at Næstveds politikere har travlt med at få lokket børnefamilierne fra København herned, imens at de fuldstændig glemmer de unge, der er hernede.

Dødens nærhed og litteratur: Hvorfor jeg skriver

Efter en fødsel, der havde varet omkring 24 timer var min mor ved at give op. Energien og anstrengelserne var ved at tage livet af hende, men der var ingen anden vej end at forsætte.
Da jeg endelig blev født, havde jeg en hjerterytme forstyrrelse og kunne basalt set ikke trække vejret. Jeg blev givet en 50% chance for at overleve. Dog stabiliserede min vejrtrækning sig hurtigt og som du nok har gættet, så overlevede jeg.

Senere fik jeg konstateret astma. En tilstand der skulle følge mig i lang tid og påvirke mit syn på både liv og død og i sidste ende også litteratur.

Som barn var jeg oftest glad, legende og energisk, men der var også altid en underliggende angst. Jeg kunne blive nervøs og lavede historier oppe i mit hoved om forskellige konspirationer. Postbuddet kunne være en morder, der var sendt ud for at dræbe mig. Det var tanker, der som så oftest var ekstremt private. Jeg ville ikke fortælle nogen om det, da jeg var nervøs for, at der ville være fatale konsekvenser at anerkende tankerne.

Mig som barn

Men overordnet var jeg glad, elskede tegneserie helte, dyr, natur og krig. Teenage Mutant Ninja Turtles var mine favoritter og jeg legede ofte Ninja Turtles med min barndomsven. Det involverede som oftest at hoppe fra sofa til sofa til stort misbehag for vores forældre.
Derfor kom angsten i langt højere grad som et fremmedlegeme end som noget, der syntes at komme fra mig selv. På samme måde som min astma. Der var først meget senere i mit liv, at jeg kunne koble de to ting.

Men det ikke at kunne trække vejret, være usikker på om lungerne ganske enkelt ikke udvider sig igen efter sidste vejrtrækning er mildest talt angstprovokerende. Man bliver bevidst om sin krop og det at kroppens funktioner kan sætte ud og ikke bare er en konstant.

Nætterne var de værste. Vejrtrækningen blev besværet og hver eneste vejrtrækning krævede manuel anstrengelse. Når man så lå der og forsøgte at falde i søvn var man aldrig 100% sikker på at vågne op næste morgen. Nogle gange måtte vi en tur på skadestuen eller hos lægevagten, der oftest sagde, at de ikke kunne gøre så meget.

I disse nætter læste min mor oftest fantasy historier op for mig. Det kunne berolige mig, give mig noget simpelt at fokusere på. Inde i mig selv foregik, der en kamp imod astmaen. Billederne fra de oplæste historier blev til symboler på den kamp, der foregik inde i min krop. Kampen imod de onde, magi, balance og andre mytiske elementer blev livagtige, gav mig ro og gjorde det lettere for mig at sove. Angsten blev manifesteret på en måde, så jeg kunne forholde mig til den.

Jeg skabte mine egne historier. Modsat mange af de andre børns historier og lege var jeg ikke omnipotent. Faktisk var jeg oftest skrøbelig og op imod modstandere, der var mig overlegne. Jeg fandt således selv på måder, hvorpå at jeg med snilde eller andre midler fik overvundet overmagten.
Få andre børn omkring mig var på samme måde som jeg bevidste om deres skrøbelighed. Min egen skrøbelighed blev på den måde min force. Historier, der ikke involvere modstand, konflikt og det at overvinde udfordringer er ganske enkelt ikke gode historier. Avis-overskriften: ”Jeg fik kræft og så gik det over af sig selv,” er endnu ikke blevet brugt og den kommer nok heller aldrig.

Sygdom var en stor del af mine barndomsår, men kort tid inden puberteten havde jeg nogle år, hvor jeg ikke var synderligt plaget af astmaen. Dog skulle der ikke gå lang tid før jeg igen blev bevidst om min dødelighed.

Da jeg startede i 6. Klasse var jeg begyndt at interessere mig væsentligt mere for piger, men samtidig med, at jeg havde svært ved at leve op til de forventninger det andet køn havde på daværende tidspunkt. Jeg viste allerede spor dengang af at være en slags misforstået kunstner. Jeg skændtes oftest med mine lærer og de fandt mine synspunkter decideret provokerende og også tiltænkt provokerende. Jeg begyndte i denne tid at læse politisk filosofi og snakkede meget om det med mine kammerater, der ærlig talt fandt det kedeligt og sært. Det var især begrebet ”nihilisme” der fangede mig og som oftest optog mig.

Det blev ikke bedre af, at jeg begyndte at kæmpe med stærke mavekramper og en skærende smerte i højre side af maven. Ved smerterne gik jeg til læge, blev så sendt på sygehuset til observation for blindtarmsbetændelse. Det eskalerede ved December det år.

Jeg var træt. Konstant træt. Jeg sov mellem 12 og 16 timer i døgnet og havde næsten ikke kræfter til noget. Der var samtidig skyllet en stor ligegyldighed ned over mig. Jeg var basalt set ligeglad med alt. Af mad spiste jeg omkring et enkelt stykke toastbrød om dagen og var ikke rigtig sulten.

Jeg blev sygemeldt og var ikke i skole i hele December. Når det blev aften og kvalmen og smerterne havde fortaget sig, så havde jeg det egentlig okay. For om aftenen ved lyset fra en lille natlampe lå jeg og læste Harry Potter. Dybt, dybt inde i den verden drømte jeg mig væk. Jeg læste de tre første bøger på de tre første uger af December.

I en tid, hvor mit begyndende liv som teenager på ingen måde var ideelt, hvor jeg var enormt lidt engageret i mit eget liv, var jeg interesseret og engageret i Harry Potters. Nogle ville kalde det eskapisme, men personligt vil jeg hellere huske på, hvor fantastisk det er, at man trods en hård tilværelse kan nyde livet igennem litteraturen. Dette på en anden måde end film og andre medier kan gøre det.

Hvad der egentlig var galt med mig fandt vi aldrig ud af. Jeg havde betændelse, sår i tarmene og havde tabt mere end 20% af min kropsvægt. Jeg fik diagnosen Morbus Crohn, men efter sygdommen år efter næsten mirakuløst fortog sig trak de diagnosen tilbage.

Men selvom min mave havde bedret sig var jeg stadig påvirket af sygdom. Nihilsmen havde taget fat i mig og jeg begyndte at kæmpe med depression.

Da jeg begyndte på gymnasiet og ikke rigtig slog til der begyndte dårlige tanker at fylde min hverdag. Tanker om at være mindre værd en andre, at livet ikke gav mening, at jeg aldrig ville kunne passe ind, at min intelligens aldrig ville blive anerkendt.

Depressionen gjorde, at jeg kun kunne relatere til få mennesker. Derfor havde jeg en lille gruppe af tætte venner, der oftest også var kunstnerisk interesseret og en slags provins avant garde, der gjorde sig upopulære hos de etablerede eliter. Blandt os var der en stemning af destruktion og vi drak og røg som svin og teede os. Jeg virkede lykkelig midt i hedonismen, men i virkeligheden følte jeg mig sjæleligt fortabt.

Weltsmertz

I litteraturen fandt jeg dog igen en mulighed for at føle fællesskab med nogen. Hos Hans Scherfig nød jeg latterliggørelsen af samfundsinstitutionerne, følte sympati med karakterene i Frans Kafkas værker, dyrkede dybden af Dostojevskijs lidende karakterer.

Men det var ikke nok. I mit hoved kom der konstant historier inspireret af ovenstående forfattere, der tog sted. Jeg fortalte mine venner om dem, men uden at de fattede den store interesse. Historierne foregik i provinsen. Midt i intetheden, hvor folk forsøgte at fastholde meningen med livet i en suppedas af meningsløshed. Nogle ville kalde det et slags kald, men for mig var det mere en tvang. Jeg følte mig nød til at skrive. På et halvt år skrev jeg en halv roman og et halvt dusin noveller samt en masse historier, der ikke rigtig kunne kaldes noveller, men var en mellemting mellem digte, uorganiserede stråtanker og noveller.

Siden er tvangen blevet til en vane og jeg skriver med mindre terapeutisk øjemed. Jeg nyder det stadig og nyder tanken om, at bare et andet menneske kan bruge min skrivning som jeg brugte andres gør, at jeg føler mening med skrivningen. Jeg ved ikke om jeg endnu har skrevet en historie, der kan inspirere på den måde, men jeg bliver ved et godt stykke tid endnu ligegyldig, hvor lidt eller meget succes jeg måtte få.